Tag ordetTag ordet – selv om du er nervøs for det – og få succes som selvstændig

Selvstændige er ofte ildsjæle med stor viden om et enkelt eller nogle få nicheområder. Og som selvstændig har du helt sikkert nogle kompetencer og en viden, som andre gerne vil betale for – ellers bliver det i hvert fald op ad bakke i forhold til at få sorte tal på bundlinjen.

Men selvom du har ekspertviden, kan det være svært få kunder nok i butikken. De fleste selvstændige, som jeg har mødt gennem de seneste 15 år, har derfor naturligt nok stort fokus på salg – og de fleste er (som mig selv) dårlige til det. Med mindre man er selvstændig med salg som speciale, så er opsøgende salg en utrolig svær disciplin for langt de fleste af os små virksomhedsejere.

Derfor priser jeg mig da også lykkelig for alle de muligheder, der findes i dag for at lave go online marketing – muligheder der ikke var tilstede, da jeg startede min virksomhed i 1997.

Online marketing, når gjort på den rigtige måde, er et super alternativ til kold canvas, men lad det nu ikke blive en sovepude, så du ender med at bruge hele din tid bag skærmen.

For ligesom du bør være synlig på diverse digitale platforme, så bør du også være synlig i ’den virkelige verden’ – og en fantastisk måde at være synlig på, er ved at holde foredrag.

Faktisk vil jeg påstå, at du kan du komme både hurtigere og længere ud over rampen ved at holde foredrag om emner, du er ekspert i. Og du behøver ikke være undervisningsekspert for at holde et oplæg om et emne, som du har stor viden om. Selvfølgelig bør du få nogle redskaber, der gør din præsentation motiverende og hvis du vælger at vise overheads, så bør du lave dem så interessante, at dine tilhørere ikke falder i søvn.

Men selvom jeg har undervist i præsentationsteknik gennem 15 år, eller måske netop derfor, så vil jeg sige, at teknik og PowerPoint ikke er det vigtigste for en god præsentation. Det vigtigste er, at du finder en metode til at have det godt med at stille dig op foran en forsamling! For hvis du føler dig godt tilpas med situationen, kan du være nærværende og det kan tilhørerne mærke. Og når du ikke skal bruge mentale kræfter på at ’styre nervøsiteten’, så har du lettere adgang til dine mentale ressourcer og din viden og det er jo den du gerne vil øse ud, forestiller jeg mig.

Hvis du hører til dem, der får (for meget) kriller i maven ved tanken om at holde foredrag, så kan nedenstående råd måske hjælpe dig i gang.

7 tips til at komme i gang med at holde foredrag

  1. Start med at brainstorme på de emner du ville kunne holde foredrag om og vælg derefter 1 eller 2, som du vil starte med at udbyde.
  2. Lav en liste over alle de positive ting, det vil betyde for dig at holde foredraget. Lad gerne listen indeholde både personlige og forretningsmæssige fordele. En personlig fordel kan fx være at du vil være stolt over at have udfordret dig selv og en forretningsmæssig fordel kan være, at du bliver synlig overfor en ny gruppe potentielle kunder
  3. Tilbyd foredraget i dit netværk og få booket en aftale om hvem du skal holde det første foredrag for og hvornår. En ekstern deadline er en kraftig motivationsfaktor for de fleste af os.
  4. Afsæt god tid til at forberede dig, både på det faglige indhold, men også på måden du vil formidle foredraget på.
  5. Få hjælp hvis det er nødvendigt. Måske skal du have hjælp til det praktiske i forbindelse med at lave overheads eller måske skal du have en kollega eller sparringspartner til at ’overhøre’ dig så du får trænet i at tale højt foran en gruppe.
  6. Send din indre kritiker på ferie og hold fokus på at du er dygtig og at mange mennesker gerne vil lytte til dig.
  7. Hop ud i det – kriller i maven eller ej. Der er kun en vej til at lære det og det ved at gøre det!

Hvis du stadig er i tvivl om hvorvidt du skal stille dig op og sige noget om det, du er ekspert i, så tænk på dit foredrag som et godt udstillingsvindue, hvor du giver potentielle kunder mulighed for at ’se giraffen’ og få en smagsprøve på det, du kan. Og det er jo en win-win situation både for dig og dine (nye såvel som gamle) kunder!