Er du en af de veluddannede fagfolk, der begår en meget stor og alvorlig fejl, når du markedsfører dine ydelser: du er faglig og professionel. Du undervurderer, hvad din personlighed betyder for dine kunder og dit salg

Hvis du har meget lidt lyst til at markedsføre dig, så din personlighed skinner tydeligt igennem, har du måske nogle forkerte forestillinger om, hvad personlig marketing er, hvad det kræver og hvad det indebærer.

Det kan gøres på subtile, men særdeles effektive måder.

  • Du behøver ikke poste masser af selfies
  • Du behøver ikke poste billeder af dine børn
  • Du behøver ikke inddrage dine kunder i dit private liv
  • Du behøver ikke bruge timer på sociale medier

Er du 40+, tilhører du ikke SoMe eller Selfie-generationen. Og det er ikke overraskende, hvis du i givet fald er en af de mange, der spænder ben for din egen business ved først og fremmest at være faglig, saglig og dygtig.

Du hader at promovere dig selv

“Jeg er ikke meget for konstant at promovere mig selv!”, har jeg hørt fra rigtig mange i 40+ generationerne.

Mange af mine hjemmeside-kunder ville eksempelvis helst være fri for at have et foto af sig selv på hjemmesiden. Nogle kan jeg slet ikke overtale. Andre leverer et kedeligt pasfoto, som de nødtvungent accepterer bliver placeret på en enkelt side.

“Det er jo ikke MIG, det handler om,” argumenterer de.

Men jo. Hvis det er dig, der personligt leverer varen, så er det DIG, det handler om.
Det er i hvert fald ikke kun din faglighed, det handler om.

Leverer du selv varen?

Importerer du møbler fra Kina og sælger dem i store varehuse, er kunderne nok ret ligeglade med dig. Medmindre du er blevet mangemilliadær på det og lever et eksotisk liv. Men møblerne kan sagtens sælges uden at bruge din personlighed i markedsføringen.

Sælger du derimod din viden og erfaring – og leverer du personligt til dine kunder – så er din personlighed drønvigtig! Det er det også, hvis du sælger raketvidenskab!

Er dine konkurrenter mere tillidsvækkende?

Kig på de af dine konkurrenter, der klarer sig bedre end dig.
Er de fagligt set dygtigere end dig? Eller er de bare bedre til (online og i medierne) at være personlige online?

Selv hvis det er dig inderligt imod at promovere dig selv, kan du lære måder at gøre det på, der ikke er vildt grænseoverskridende. Du skal ikke nødvendigvis udlevere dit privatliv.

Personlig marketing handler i øvrigt slet ikke om at tale om dig selv.
Det handler primært om at skabe relationer til folk, der enten allerede er dine kunder eller kunne være det.